Paleolivet: Ovnbagte selleri tern

tirsdag den 2. juni 2015

Ovnbagte selleri tern


Ovnbagte selleri tern er jo egentlig ganske simpel. Jeg bruger tit en eller anden form for ovnbagte rodfrugter i mine madplaner (især på træningsdage, hvor jeg gerne vil have stivelse). Og de kan jo varieres i det uendelige.

Selleri er som alle rodfrugter super sund, men det er faktisk også den rodfrugt der indeholder mindst optageligt kulhydrat/stivelse, og den spises derfor af nogle lowcarbere. (Læs evt mere om den dejlige knoldselleri hos Fede tider)

I dag har jeg ovnbagt ren selleri skåret i små tern og serveret til den flæskesteg (mums) der var i grillen (ja, selv om det regnede - gider ikke vente mere på godt vejr).


Ovnbagte selleritern


1 hel selleriknold
2 spsk olie
rundhåndet med salt


Skræl sellerien og skær den i tern. (Jeg bruger en Aligator chopper og får vældig fine tern).
Vend dem med olie og salt og fordel dem i et lag på en bradepande.
Sæt i ovnen ved 185 grader i ca. 45 min til de er helt sprøde. (Hold lidt øje og vend evt. undervejs)


Tips:
Du kan sagtens lege med krydderierne og fx tilsætte timian eller paprika eller hvad der passer til din ret. Det er også godt mikset med pastinak i tern i samme størrelse.
Gider du ikke lave så små tern, bager du dem bare lidt længere. Kunsten er at få dem så sprøde, at de er nærmest karamelliserede.
En super dip-sovs til selleriene er bagte hakkede røde peberfrugter rørt med mayo.

Velbekomme!

Hulehilsen Malene

Vedr. køkkengrejet:
Jeg kommer snart med en anmeldelse af min aligator chopper. Jeg har også en hvidløgspresser fra samme butik, som jeg er meget begejstret for. Den kan du se min anmeldelse af her: hvidløgspresser.

**********************

Ingen kommentarer:

Send en kommentar