Paleolivet: Coleslaw med savoykål

søndag den 16. februar 2014

Coleslaw med savoykål


Først er jeg nød til at dele en spændende ting med jer. Selv om jeg føler det lidt grænseoverskridende sådan at offentliggøre mine planer. Jeg er gået i gang med at skrive en Paleo - madpakke - e-bog. Frokosten og madpakker til hele familien, er nemlig det, jeg synes er sværest på sigt, ved at leve på stenalderkost i en stor familie. Vi får ikke naturligt rester nok til 5 madpakker her i huset.  Vi laver i forvejen ret store portioner mad. Og resterne er heller ikke altid skole-madpakke-egnede. Derfor vil jeg lave en bog, som samler ideerne til handy madpakker og frokoster for både børn og voksne. Samtidig ser jeg rigtig mange begyndere kæmpe med at finde alternativer til Stenalderrugbrødet. Og IMO er stenalderbrødet ikke hverdagsspise. Så er det ude - nu ved i det. Følg med på bloggen, for jeg har lovet mig selv at skrive om fremskridtene løbende!

Desuden har jeg optaget en lille video - min allerførste - hvordan jeg SUPER NEMT på under 2 min laver vores egen hjemmelavede mayo. Den er også på vej. (Udate: Se den her: Hurtig hjemmelavet mayonnaise (med film) )

Men nu var det jo coleslaw´en vi kom fra - det er i hvert fald det overskriften lokker med. Sidst jeg lavede Pulled pork (i weekenden) slog jeg op på min egen opskrift på min egen blog - ... og konstaterede, at der godt nok var en opskrift på Pulled pork, men ingen på Coleslaw. Og det går jo ikke. Her er en variant af den gammeldags, som vi har spist med stor fornøjelse. Savoykålen er lidt blødere end almindeligt hvidkål, hvilket kan gøre det lidt nemmere at tygge sig igennem. Især når coleslaw bruges som eneste tilbehør.


Coleslaw (rigeligt, så der kan blive til en del madpakker, nu vi taler om det)
Du skal bruge:
1 savoykål
8 gulerødder
toppen af en porre (grønne del)
Evt. et revet æble.
2½ dl paleo-egnet mayo (eller mere hvis kål og gulerødder er store)
1 spsk daddelsød (eller honning eller anden sødning)
citronsaft til tilsmagning af dressing, afhænger af hvor meget syre der er i din mayo
Evt. en spsk sennep (uden sukker)
1 dl ristede solsikkekerner eller hasselnødder (hulemanden kan desværre ikke tåle dem, men det smager SÅ GODT i cole slaw)
1 lille bundt persille

Hvordan-sådan:
Skær dit kål i handy-foodprocessor-stykker. Brug den bredeste skive-snitter du har på foodprocessor til at strimle kålen (eller brug dit mandolinjern eller en flittig knív).
Rengør og riv gulerødder
Skyl de grønne porrestykker grundigt og skær dem i små bitte tern.
Vask og hak persille
Rist kerner/nødder
Bland dressingen til din salat (mayo, daddelsød, citron, sennep, evt ekstra salt og peber). Den skal smage af både sødt og surt.
Nu blandes hele baduljen grundigt (hvis du er lidt mere tjekket end mig, så gemmer du lidt persille/porre til pynt). Det må meget gerne trække lidt, men kan spises med det samme.

**********
Kommentarer til salaten:
  • Kan serveres til pulled pork, men også andet svinekød fungere fint med coleslaw, fx pandestegte koteletter. Fisk og kylling er også glade samarbejdsparter!
  • Der kan tilføjes hvidløg til dressingen, hvis det passer til retten.
  • Den kan selvfølgelig laves med både almindelig hvidkål, spidskål og rødkål også. Bare du husker reglen og at det skal være så fint snittet, så man orker at tygge det.

Hulehilsen Malene



 
PS.  Jeg har lavet en guide med "Tips til din stegeso" Du kan hente den gratis HER






Glutenfri, mælkefri, sukkerfri

Ingen kommentarer:

Send en kommentar