Paleolivet: Paleo pommes frites med skorzoner-rødder!

onsdag den 26. marts 2014

Paleo pommes frites med skorzoner-rødder!


Indrømmelser fra det uperfekte Paleoliv og et bud på en værdig erstatning for ovnbagte kartofler. Det er hvad der står på programmet i dag.

Som i måske læste i sidste indlæg, så hopper hulefamilien også af Paleovognen engang i mellem. Det var vigtigt for mig at fortælle, fordi at jeg ind i mellem får indtryk, af at alle andre lever det perfekte Paleoliv - og mon det er sandt?

Fx. ungerne, de spiser skam den dejlige stenalderkost, men det er jo ikke altid en dans på roser. Vi har også dage, hvor de ikke spiser ret meget, fordi det er grønsager i stedet for pasta, der ligger på tallerkenen. Og når det kommer til ovnbagte rodfrugter, ja så foretrækker ungerne ALTID kartoflerne. De spiser da også de andre (som fx pastinak, gulerod, selleri, persillerod og til nød rødbeder. Jordskokkerne, som jeg ELSKER; undgår de helst). På en måde kan jeg godt forstå dem, jeg elsker også den helt specielle smag, kartoflen får når den er vendt i fedt og bagt med salt ovnen. Den er bare tanden bedre end de andre. Og jeg har ikke en specielt sød tand, så for mig, er det ikke et plus, at de andre bliver sødere, tværtimod. Men jeg tåler ikke kartofler særlig godt, så jeg undgår dem alligevel for det meste.

Derfor var jeg rigtig glad, da jeg fandt på ovnbagte Skorzoner-rødder. De bliver nemlig heller ikke særlig søde når de bliver bagte, og er derfor virkelig et værdigt alternativt, som vi spiste med stor fornøjelse. (uheldigvis er de lidt sværere at skaffe end kartofler)

Opskrift på Bagte skorzonerrødder:


Du skal bruge:
Skorzonerrødder
Olie
Salt
Evt. lidt paprika

Hvordan-sådan:
Skræl dem grundigt.
(Jeg bruger en skræller der ikke skræller for tyndt et lag, for man skal lidt ind, for at få al jorden med af. Hver gang jeg har skrællet en, smider jeg den i en skål med koldt vand aht farven, der ellers bliver brun)
Del rødderne i passende stykker
(Jeg delte i halve, og fik nogle flotte lange nogle, men du kan også vælge at dele i mundrette bidder eller pommes frites størrelse)
Vend dem i olie og salt.
Bag v 180 grader i 45 min.
(Til de er lækre og sprøde og gennembagte, det er ok at tage en prøvesmager undervejs)

Passer glimrende til en steg eller kylling og serveret en gang mayo dressing. Du kan fx lave vores favorit rodfrugte dip (Findes her) eller blande en gang mayo lavet på æblecidereddike med persille og hvidløg og ½ tsk honning som på billedet herover.

***********
BONUS INFO:
Om skorzonerrødder:
Skorzonerrødder er rige på inulin, som er et sukkerstof, der også findes i jordskokker, løg og porrer. Inulinholdige grønsager anbefales til diabetikere, fordi de stabiliserer blodsukkerniveauet og nedsætter blodets indhold af fedtstoffer.
Indeholder vitaminerne C og E, mineralerne jern og kalium samt gode kostfibre.

Om kartofler:
Der er mange delte meninger om hvorvidt det er Paleo at spise kartofler. Tendensen i tiden hælder mod et ja. Spiser du Paleo for at tabe dig, kan det dog være smart at tænke i alternativer, som fx bønne-fritterne. Men træner du en del, så kan det være en fordel at få dem ind i sin kost engang i mellem.

Hvis du kender nogen der har det som os, og ikke er vild med at rodfrugter bliver alt for søde eller som mangler en opskrift på Skorzonerrødder, så del gerne!
Har du spørgsmål så smid en kommentar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar