Paleolivet: Paleo Grønkålstærte med saftig kødbund

onsdag den 5. februar 2014

Paleo Grønkålstærte med saftig kødbund


På madplanen i denne uge stod kødtærte. Jeg vidste nemlig, at jeg fik 2 pakker hakket øko gris med min nemlig.com leverance. Og så var der lige al den grønkål, jeg havde fået fra min grønsagspuscher. Det blev til denne skønne grønkålstærte, som er en slags videreudvikling, af kødbundstærten her: http://arunningmama.wordpress.com/2013/09/05/paleo-taerte-med-kodbund/
 
Denne tærte er stor og vil sammen med en salat række til omkring 8 mennesker eller en stor familie, der gerne vil have lækre madpakker dagen efter. Tærten er nemlig rigtig god i madpakken.
 
Opskrift
Til kødbund
1 kg hakket øko svinekød
2 æg
2 store hakkede løg
2 tsk salt
Peber
2 spsk sennep
2 tsk tørret basilikum
 
Tærtefyld:
10 -12 æg (er de små brug 12 er det store brug 10)
½ dl gærflager  (eller 1 dl revet ost, hvis du er LCHF)
½ dåse kokosmælk
100 g øko-bacon i små stykker
½ broccoli (kan undlades til fordel for mere grønkål)
Finthakket grønkål (Jeg havde fået en STOR buket, og brugte ca halvdelen)
Evt 50 g frisk babyspinat (kan undlades, men lå lige i mit køleskab)
Revet muskatnød
salt og peber
2 store tomater i skiver
 
Hvordan - sådan:
Bland ingredienserne til kødbunden godt. Fordel det i bunden af et fad af passende størrelse.
Note: Jeg brugte en bradepande af metal med bagepapir. Du kan også bruge et par tærteforme, men helst med lidt høj kant. (Vær opmærksom på, at hvis du bruger dem af porcelæn, kan du få brug for at bage tærten lidt længere)
 
Rens grønkål og hak det fint. Skyl evt. spinat. Hak broccoli fint og overhæld med kogende vand.  Når det er gjort, steger du baconen på panden til den er sprød. Tilsæt så broccolien (uden vandet) og rør lidt rundt. Tilsæt derefter grønkålen og rør lidt rundt.
 
Æg, gærflager, muskatnød, salt og peber pisket sammen i en skål med håndmikseren.
 
Fordel babyspinaten over tærtebunden. Fordel derefter grønt-baconmikset. Hæld æggemassen over og smid det hele i ovnen i ca. 45 min. ved 180 grader. Efter 30 min (eller bare når du husker det) kan du fordele 2 tomater skåret i skiver på toppen af tærten.
Tærten er færdig, når toppen føles fast. Det undersøger du ved lige at trykke hurtigt på den med en finger.
 
Imens kan du jo passende snitte dig en salat efter årstiden. Vi fik en dejlig kålsalat, med lidt grønkål, nogle blåbær, lidt agurk og nogle gulerodstern. Selvfølgelig med en god fed dressing.
 

Glutenfri, mælkefri, sukkerfri

2 kommentarer:

  1. Åh ja kødbundstærten - den er altså god! Jeg går og pønser på en med aubergine - det tror jeg altså også er godt (-;

    SvarSlet
  2. Aubergine lyder SÅ godt. Desværre er det en af de grønsager jeg kun tåler i begrænsede mængder, men.. man kan jo lade sig lokke. Glæder mig til at se, hvad du finder på :-)

    SvarSlet