tirsdag den 18. februar 2014

Kylling i tomatsovs- Uhmmm

Kylling i tomatsovs er en klassiker i vores familie. Dengang for maaaange år siden, da jeg mødte hulemanden, var det en af hans mors faste favoritter. Den er forholdsvis nem at lave og smager godt uden ret mange ingredienser. Jamen HURRA!
Server den med blomkålsris i stedet for almindelige ris, og vupti en Paleo-ret. (På foto herover ser du stegte blomkålsris med tern af peberfrugt)

Vi har lavet den masser af gange til vores ungers store glæde, men så har den været gået lidt i glemmebogen. Det skal vi lave om på nu. Startende fra i går (hvor det jo stod på madplanen :-). Jeg lavede en KÆMPE gryde (faktisk med 2 hele kyllinger - det gav lidt udfordringer til grydestørrelsen).
Og en masse blomkålsris, fordi jeg havde et kæmpe blomkål (som desværre ikke var øko, derfor nok den kæmpe størrelse).

VARIATIONER:

Der er masser af variationsmuligheder i retten, og jeg er ikke sikker på jeg nogensinde har lavet den helt ens fra gang til gang, so feel free og eksperimenter gerne. Bare du husker basis: Kyllingestykker, tomat og noget fra løg-familien.

Jeg giver her opskriften med en enkelt kylling, det skulle være nok til 4-6 mennesker. Så kan du selv gå amok og gange op, hvis du har en gryde der er stor nok. For retten går glimrende i fryseren og hvem elsker ikke at have et ekstra måltid i fryseren?

OPSKRIFT PÅ KYLLING I TOMAT:
Klaret smør eller kokosolie i rigelig mængde
1 økokylling ca 1,8 kg* (Fandt en til 109,- hos Nemlig.com)
1 dåse flåede tomater
1 stort løg (eller et lille løg og en porre)
2 gulerødder
1-2 finthakkede bladselleri**
½-1 peberfrugt (kan nemt udelades)
Evt. andre grønsager /grønsagsrester (Jeg brugte en rest hvidkål)
2 fed  hvidløg
Rigeligt med timian
salt
Peber
Evt. en slat vin eller lidt eddike/citron til at give syre.

HVORDAN- SÅDAN:
Kyllingen deles i mindre stykker. Hellere 12 mindre stykker en kæmpe stykker. Fisk din største gryde frem (med mindre du er økonoma). Brun kødet af i gryden med fedtstoffet. Måske af flere omgang afhængig af din grydestørrelse.
Tag kylle-stykkerne op og svits hakket løg og knust hvidløg. Tilsæt gulerødder og evt. andre grønsager efter fantasi, skåret i den størrelse du bedst kan li!. Derefter tilsætte tomat og krydderier og kyllingerne og det hele simrer i gryden mindst en halv time.
Peberfrugterne tilsættes bare 5 min før spisetid - de skal efter min mening ikke koge for længe. Når du tilsmager din ret, så fokuser først på, om tomaterne har givet sovsen tilstrækkeligt med syre, til at gøre den interessant. Ellers er det nu, du skal tilsætte vin/eddike/citron saft og lige lade sovsen koge 5 min mere.


*Kyllinge størrelse: Den kan selvfølgelig godt være mindre, så får du enten en mindre portion eller tilføjer nogle flere grønsager

**Bladselleri: kan udelades hvis du hader dem, men jeg tror ikke nogen opdager det hvis du putter dem i. Jeg får nogle i grønsagskassen engang i mellem, og vi er dårlig til at spise dem rå


PSsstt! Bliver du også engang i mellem forvirret over alle de kostretninger og muligheder der findes for at spise rigtig og forkert? Så læs indlægget "Find din egen vej" - det har jeg skrevet til DIG!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar