Paleolivet: Ærtemos med blomkålsblade

onsdag den 6. august 2014

Ærtemos med blomkålsblade

Det må være helt i stenalder-ånden, at udnytte mest muligt af sin grøntsag. Ikke smide halvdelen i skraldespanden. Sidste gang handlede det om radisseblade (Det kan du læse her Radiseblads pesto). I dag handler det om blomkålsblade. Og en nem og hurtig opskrift.

Jeg fik nemlig fingre i et stort flot blomkål med masser af blade. Jeg har tidligere eksperimenteret med at bruge blomkålsbladene, men selv om jeg er vild med grøntsager og fibre, blev det en tand FOR fiberrigt, at bruge hele bladet. Derfor plukkede jeg i dag bladene af blomkålet og ribbede dem derefter for den grønne del. Dvs "blad"-delen. Stænglerne kasserede jeg. (Men de kan hakkes fint, og bruges, hvis du alligevel laver blomkålssuppe eller lign.)

Opskriften her er ikke så målfast, men det betyder heller ikke så meget om du bruger mere eller mindre.

Ærtemos med blomkålsblade
3-4 fed hvidløg
3-5 dl ærter (jeg brugte de frosne, og JA ærter er Paleo)
Den grønne del af bladene fra et blomkål
En god øko-bouillon eller lidt god salt
citronsaft

Pil hvidløgsfeddene.
Hæld vand, hvidløgsfed og bouillon i gryden. Bring det i kog.
Tilsæt ærter. Hvis ærterne er frosne, lader du dem lige tø op. Ellers tilsætter du bare blomkålsbladene med det samme.
Kog i et par minutter.

Blend  grøntsagerne, med lidt af kogevandet. (Jeg brugte stavblender og fik en grov mos). Juster konsistensen ved at tilsætte mere kogevand efter behov. Smag til med citronsaft og evt. mere salt.

Velbekomme!

Tips:

- Kan spises til næsten alt. Smager fx godt til bagte blomkål, grillet barbecue nakkefillet eller de arabiske frikadeller
-Du kan lege med smagen af mosen, ved at tilsætte friske krydderurter til sidst, fx mynte eller persille
- Spiser du mælkeprodukter, kan du bruge lidt surmælksprodukt i mosen
-Mosen smager godt både til fisk, kylling, gris, lam og okse.
-Mosen kan være i stedet for sovs til dine tilberedte grøntsager.
-Vær ikke bekymret for den forholdsvis store andel hvidløg, smagen er hel mild, fordi de koges

Hulehilsen Malene

Måske har du valgt, at følge med på facebook, men ser ikke ret mange af opslagene pga facebooks sorterings mekanisme. Så kan du overveje at følge bloggen på bloglovin i stedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar