Paleolivet: Paleolivets Italienske farsbrød med paprika-bagte blomkål

onsdag den 29. januar 2014

Paleolivets Italienske farsbrød med paprika-bagte blomkål


Champignon kan undværes, hvis de ikke lige er dig.
 Det er gået op for mig, at der mangler en opskrift på Stenalder farsbrød her på bloggen. Det råder vi straks bod på i dag, med et super lækkert og smagfuldt Italiensk inspireret farsbrød. Vi fik det til aftensmad i går, hvor det blev en kæmpe succes! Det er nemt at lave, men kræver noget tid i ovnen.

Italiensk farsbrød paleostyle:
7-800 g hakket oksekød
1 stort løg
1 porre
4 soltørrede tomater
10 grønne oliven u sten
2 store æg (eller 3 små)
salg og peber
4 fed presset hvidløg
1 tsk tørret basilikum
3 tsk timian
1 spsk loppefrøskaller /HUSK (kan undlades)

Topping:
1 ds koncentreret tomatpure
chiliflager
Olivenolie
1 spsk tørret oregano

evt champignon til pynt(kan sagtens undværes)

Hak løg og porre. Finthak oliven og soltørrede tomater. Bland alle ingredienserne i en skål - jeg brugte røremaskine.
Fyld i passende form og bag i ovnen v. 200 C i ca. 50-60 min. (hvis du bager det meget fladt, altså laver farsbrødet tyndt, kan du nøjes med kortere bagetid)

Bland koncenteret tomatpure med chiliflager og olivenolie (+ evt lidt salt). Skær svampe i skiver.
10 min før farsbrødet er færdigt, tages det ud af ovnen og smøres med tomatblandingen og pyntes med svampe og rundhåndet med oregano. Bag færdig.


Jeg serverede med en salat af spidskål, fint høvlet fennikel, æbletern og god dressing med tahin.
samt bagte blomkål (og lidt bagt butternut fordi jeg havde en rest tilbage) og resten af tomatsovsen som dip. Vil du ha mere fedt i dit måltid, så dyp blomkålene i mayo.

 
 
Bagte blomkål:
1-2 blomkål (afhængigt af hvor mange i er, vi kan ikke nøjes med 1 til os 5)
olie
Salt
paprika
 
Skyl blomkål grundigt og del den i mindre buketter. Vend den i olie, salt og paprika. Brug hænderne, så du kan massere det godt ind!
Fordel på bageplade og bag i ovnen ved 200 C i ca 20-30 min til de er lysebrune og sprøde. Vend dem rundt en gang eller 2 undervejs, alt efter hvor ambitiøs du er ;-)
 
(Vi har tidligere lavet bagte/ristede blomkål med karry og gurkemeje, se her)
 
**************
Familiens dom:
Silje 7 år: Jeg kan virkelig godt li det her (undtaget tomatsovsen) - se hvor meget jeg spiser!
Bastian: Jeg synes retten får 5 ud af 5 stjerner
Emil: Det kan godt blive en af mine nye favorit retter.
Far: Det var altså virkelig lækker mad, jeg kom nok til at spise lidt meget
Mor: Stoooop i spiser alt for meget, der skal også være til min madpakke. Ej, jeg tager lige selv en portion mere. Det farsbrød er altså virkelig lækkert.....
 
****************
PS. Jeg fik faktisk et lille stykke med i madpakken, men de andre måtte undvære, så vil du gerne have til flere madpakker, må du nok lave en større portion (evt en del uden tomat-topping som nasser lidt)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar